DS logo

Positiv modtagelse af ældreudspil

Ældrepleje

Regeringens udspil til ny ældrelov bliver godt modtaget, også af Danske Seniorer. Mere selvbestemmelse, faste teams og helhedspleje er vejen frem, men vi skal holde øje med klageadgang og de svageste ældre, lyder det fra seniororganisationen.

Tirsdag d. 30. januar 2024 var mere end 2.000 ministre, folketingspolitikere, interesseorganisationer, ældre, pårørende og medarbejdere i ældreplejen samlet i Fredericia til et stormøde om udspillet til den nye ældrereform.

Udspillet blev lanceret med både taler fra ministre, fortællinger fra det virkelig liv i ældreplejen og masser af debat. Generelt var modtagelsen positiv, ligesom også Danske Seniorer ser udspillet til ny ældrelov som et vigtigt skridt i retning af en ny, mere værdig ældrepleje.

Faste teams og selvbestemmelse

En stor del af udspillet har været lækket inden præsentationen, så det var ikke nogen hemmelighed, at fremtidens ældrepleje skal være et opgør med New Public Management og samtidig give borgerne mere frit valg og større selvbestemmelse.

Det skal opnås ved faste, selvstyrende teams, der sammen med borgerne skal beslutte hvilken pleje og hjælp, borgeren skal have. Visitationen skal altså rykkes tættere på borgerne, og de skal have større indflydelse på hjælpen. Det skal være et opgør med det såkaldte minuttyranni.

”Det er absolut den rigtige vej at gå. Det svære bliver at konkretisere de gode tanker, så de også kan overleve mødet med virkeligheden. Hvordan skal man eksempelvis kunne klage, hvis man er utilfreds med hjælpen og hvordan sikrer vi, at de svageste ældre, der ikke selv kan formulere deres behov, fordi de fx lider af demens, får den rigtige hjælp!” siger direktør i Danske Seniorer Katrine Lester.

Danske Seniorer støtter også ideen om lokalplejehjem, hvor kommunale plejehjem får bestyrelser og flere frihedsgrader.

Sundhedsdelen mangler

Der er dog en stor mangel ved regeringens udspil. For hvor er sundhedsdelen af ældreplejen henne?

”Man kan ikke tale helhedspleje, hvis man ikke også ser på sundhedsydelserne fra fx hjemmesygeplejen. De ligger i dag i sundhedsloven, men det er en kunstig opdeling af pleje og sundhed, som ikke gavner borgerne og som skaber bøvl og bureaukrati for personalet,” siger Katrine Lester. Hun er meget klar i mælet:

”Uden sundhed ingen helhedspleje. Det må og skal politikerne forstå og forhandle på plads!”

Civilsamfund og frivillighed

Udspillet lægger også op til mere inddragelse af civilsamfundet og frivillighed. Her er udspillet ikke så detaljeret, og seniordirektøren savner konkrete initiativer til at støtte seniorforeningslivet.

”Frivillighed og foreningsliv er hjørnestenen i det danske samfund. Men det er ikke nok bare at forlange mere af det. Regeringen må styrke rammerne for foreningslivet, for det er en stor del af hverdagen for mange seniorer – både stærke og svage,” siger hun.

Katrine Lester foreslår, at flere midler til seniorforeningslivet i form af flere midler til § 79 og en ændring af loven, så kommunerne er forpligtet til at skaffe lokaler til seniorforeningers sociale aktiviteter på lige fod med de folkeoplysende foreninger.

Læs mere regeringens udspil her