To ministre i Annyklubben

Første afsløringer af ny ældrelov

Ældrelov

Selvbestemmelse, helhedspleje og ét tilsyn på plejehjem. Statsminister Mette Frederiksen løfter noget af sløret for den kommende ældrelov i et interview i Berlingske.

Et af elementerne er små, faste teams og det, Mette Frederiksen kalder helhedspleje.

”I stedet for det, vi ser i dag – en meget konkret, hård og klinisk visitation til det ene, andet og tredje i dit liv ned på minuttal – vil vi i højere grad lade det være op til det enkelte menneske og hjemmehjælperen at definere, hvad man har brug for,” siger statsministeren til avisen.

Frederiksen præsenterer også en skitse til et nyt tilsyn, hvor der er ét tværkommunal ældretilsyn, som skal koordinere med brandvæsen, fødevaretilsyn og arbejdstilsyn, så plejehjemmene kan få samlet tilsyn og ikke oplevere flere modsatrettede krav.

Optimistisk modtagelse

I Danske Seniorer tager man positivt imod ideerne:

”Der er ingen tvivl om, at små selvstyrende teams og mere selvbestemmelse er vejen frem. Vores sundhedsvæsen fungerer uden central visitation, så selvfølgelig kan vores ældrepleje det også,” siger direktør i Danske Seniorer Katrine Lester.

Hun håber på en ældrelov uden alderskriterie, hvor sundhedsydelserne også er tænkt ind og hvor der er ressourcer til de enkelte ældre. En ting er sikkert siger hun: forventningerne til den nye ældrelov er ikke blevet mindre efter Mette Frederiksens interview. Nu er det op til regeringen at levere på forventningerne!

Hele interviewet kan læses i Berlingske

Interviewet kan læses i papiravisen Berlingske d. 16. januar eller på berlingske.dk Det kræver abonnement på Berlingske at kunne læse hele interviewet på deres hjemmeside.

Billederne som illustrerer interviewet er blandt andet taget, da statsminister Mette Frederiksen (S) og Mette Kierkgaard (M) var på besøg hos Anny Klubben i Herlev i starten af januar. Anny klubben er selvfølgelig medlem af Danske Seniorer.