Vi hjælper hinanden

Foreningsfordel

Vi lærer af hinanden - også med at drage omsorg for hinanden, når det bliver svært

Danske Seniorers medlemsforeninger gør et stort arbejde lokalt med aktiviteter, der fremmer fællesskabet og søger at inddrage både de aktive medlemmer og medlemmer, der fysisk ikke længere er så selvstændige som før eller som begynder at vise demenslignende symptomer.

”Det er vi i Danske Seniorer stolte af – og vi vil gerne hjælpe foreningerne til at gøre det endnu bedre”, siger Danske Seniorers direktør Katrine Lester, der ofte kan glæde sig over de gode historier om, hvad der lykkes ude i foreningerne.

Fortæl om det, der lykkes

Foreningsformænd og -kasserere modtager i disse uger et spørgeskema om demensvenlige aktiviteter i foreningen. 

En del foreninger vil efterfølgende blive kontaktet af Marselisborgcenter, som er vores samarbejdspartner i dette projekt om demensvenlige foreninger.

Marselisborgcentret vil gennemføre opfølgende interviews, så vi kan blive helt skarpe på, hvad der virker ude i foreningerne.

Foreningernes gode råd

Ud over at indsamle de gode eksempler og gode historier fra foreningerne skal projektet også munde ud i et katalog af gode råd og filmklip, der være til inspiration for andre foreninger.

Det hele vil blive samlet på vores hjemmeside, så både foreninger og medlemmerne hver især kan finde inspiration til hvordan vi som fællesskab kan blive bedre til at hjælpe udsatte seniorer til at forblive en del af fællesskabet så længe som muligt. 

Projektet er støttet af Socialstyrelsen og løber til og med december 2023.

Læs mere i SeniorBladet, december 2022.