Kørekort, trafik og ældrefordomme

Transport

Én af Danske Seniorers største sejre, var da det lykkedes os at presse en afskaffelse af 70-årsreglen gennem. Det betød, at bilister, som fylder 70, ikke længere er tvunget til et lægetjek for at få fornyet kørekortet. En indsats som Danske Seniorer var tovholder på helt fra start.

Fordomme vi selv tror på 

Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen fik engang foræret en bog, som var skrevet af Lone Kühlmann og Henning Kirk: ”Afskaf alderdommen, bliv i de voksnes rækker”. Bogen er fyldt med eksempler på fordomme, samfundet har om gamle mennesker og som vi desværre måske også er lidt for tilbøjelige til selv at tro på.

Et af kapitlerne handler om, at kørekortet skal fornyes, når vi fylder 70 år og at det kræver en lægeundersøgelse. Nå ja, tænker man måske, det er vel fornuftigt nok, vi bliver jo svækkede med alderen på syn, hørelse og reaktioner, måske også lidt demente og så laver vi vel flere ulykker. Men nej, det er det rene vrøvl.

Alle trafikundersøgelser viser, at gamle bilister, er dem der laver færrest ulykker og er bedst til at overholde Færdselsloven. Årsagen er også kendt: 70+ årige er bedre end andre til at køre efter forholdene, holder op med at køre om natten, når synet svækkes, kører ad kendte veje, undgår motorveje og stopper helt, før det går galt. Kort sagt, vi bevarer vores sunde fornuft og bruger vores erfaringer.  Der er undtagelser, som i alle aldersgrupper, men ikke så mange. Alder er ikke årsag til ulykker, derfor er det meningsløst at have en regel om at kørekortet skal fornyes og at man skal til lægeundersøgelse, når man bliver 70 år.

En gammel og diskriminerende regel 

Al denne viden var offentlig tilgængelig i 2012, hvor Lone Kühlmann og Henning Kirks bog udkom. Så hvorfor var der denne 70-års grænse? Graver man end i historien, finder man at grænsen blev sat i starten af 1950’erne af en Kommission, som skulle forbedre trafiksikkerheden, fordi der var kommet så mange biler på vejene (!). Kommissionen foreslog bl.a. 70-års grænsen, ikke fordi 70+ årige lavede ulykker, men fordi 70 år var aldersgrænsen for pensionering af statstjenestemænd. Det har jo ikke meget at gøre med trafiksikkerhed at gøre, så man kunne forvente at forslaget ikke kom med i Færdselsloven, eller at den hurtigt ville forsvinde igen. Men nej, reglen var sejlivet og blev efterhånden udvidet med flere lægeundersøgelser og flere aldersgrænser. I 2012 skulle man forny kørekort, når man blev 70, 75, 79, 80, 81, 82, 83 osv. Der var overhovedet ikke evidens for at det gavnede trafiksikkerheden, så hvorfor?

Måske fordi der var andre, som havde gavn af reglen? Det viste, sig da Danske Seniorer rejste sagen i 2013. Her blev det hurtigt klart, at der var en stærk modstand mod at fjerne reglen fra:

  • Praktiserende Lægers Organisation. Lægerne tjente godt 100 mio. kr. årligt, betalt af dem, der skulle forny kørekortet.
  • Justitsministeriet, som havde haft ansvaret for reglen siden 1950’erne og som havde et kontor og afdelinger i Politiet, der administrerede reglerne.
  • Rådet for Sikker Trafik, der har rødder i Justitsministeriet og var med til at udvikle en demenstest, der indgik i lægeundersøgelserne.
  • Dansk Kørelærer Union, som forsvarede lægeundersøgelserne.

Modstanden mod at fjerne reglen, kom med andre ord fra dem, der levede af reglen. Denne lære kan være god at huske, når man møder aldersfordomme: Husk at undersøge, hvem der lever af fordommene, økonomisk eller som et magtmiddel.  

Danske Seniorer versus systemet 

Da Danske Seniorer rejste sagen og krævede 70-års reglen fjernet, reagerede Justitsministeriet lynhurtigt med at foreslå Folketinget at hæve aldersgrænsen til 75 år, vel sagtens i håb om at bevare reglen. Men 75 års grænsen er der heller ikke evidens for, så Danske Seniorer fortsatte og i 2019, hvor reglen var flyttet fra Justitsministeriet til Trafikministeriet, lykkedes det endeligt at få fjernet reglen helt. I dag gælder samme regler for alle, uanset alder. I dag skal alle forny kørekortet hvert 15. år og der er ingen obligatoriske lægetjek.

Og hvordan er det gået siden? Det ser man i den seneste undersøgelse af trafikulykker, opdelt i aldersgrupper. Den viser, at der har været et fald i antallet af ulykker blandt 70+ årige i tiden, efter at aldersgrænsen og lægeundersøgelserne er fjernet. Undersøgelsen indikerer også at antallet af trafikulykker vil falde drastisk, hvis alle ville køre som 70+ årige.