pexels busfoto

Danske Seniorer: Dyrere flextrafik rammer pensionister hårdt

Transport, Økonomi

Når flere kommuner forhøjer taksterne på flexture, rammer det særligt de pensionister, der har mindst, advarer Katrine Lester.

Flere kommuner har varslet markante stigninger på taksterne for deres flexture. I nogle kommuner - f.eks. Stevns - har man besluttet sig for at hæve taksten med hele 83 pct. Og netop den type markante prisstigninger modtager nu kritik fra Danske Seniorers direktør, Katrine Lester. 

For prisstigningerne kommer nemlig oveni Movias varslede stigninger på 10 pct. til næste år. "Når man i forvejen hæver priserne med markant mere end den nuværende inflation, så fremstår kommunernes ekstra besparelser som usympatiske over for de pensionister, der har ringe adgang til andre former for offentlig transport", siger Katrine Lester. 

Hvad er flextur?

Flextur er en slags kollektiv taxa, som man kan bestille til sin adresse indtil to timer før afkørsel. 

Alle borgere kan benytte flextur på linje med bus og tog. 

Man bestiller typisk en tur mellem to adresser, hvor bussen så kører én til og fra adresserne. 

Turene er dog ikke altid direkte, da der ofte er tale om en minibus, der samler flere personer op på forskellige steder og fragter de pågældende til forskellige adresser. 

Kilde: Movia, TV2-Øst

Det udfordrer ifølge Katrine Lester ligheden i vores samfund, når man laver besparelser på den offentlige trafik: "Kollektiv trafik skal være pålidelig, sikker og billig. Det er en kerneydelse i vores velfærdssamfund. Nu rammer man så målrettet pensionister på landet, altså en gruppe, som i forvejen er marginaliseret i forhold til tilgængeligheden af offentlige services". 

Kollektiv trafik skal være pålidelig, sikker og billig. Det er en kerneydelse i vores velfærdssamfund. Nu rammer man så målrettet pensionister på landet. Altså en gruppe, som i forvejen er marginaliseret i forhold til tilgængeligheden af offentlige services.
Katrine Lester, direktør i Danske Seniorer

Prisstigningerne træder i kraft fra januar næste år.