To ministre i Annyklubben

Ministerbesøg i Annyklubben

Forening

Der var flag og godt humør, da Annyklubben i Herlev 4. januar tog imod ikke bare én men hele to ministre til deres årlige nytårskur. Statsminister Mette Frederiksen (S) og ældreminister Mette Kierkgaard (M) lagde nemlig vejen forbi til et glas bobler og en snak om ældrelov, foreningsliv og tronskifte.

Selvom der både var PET-vagter og fotografer til stede, var formand Connie Bertram-Nielsen ikke nervøs, da hun skulle tage imod de to ministre.

Bobler og gensynsglæde

”Vi kender jo godt Mette, for hun har været valgt i Ballerupkredsen lige ved siden af, så vi har tit mødt hende til Torvedage i Herlev,” fortalte formanden inden hun gav hånd til statsministeren og bød velkommen.

Det virkede også som om de to ministre følte sig på hjemmebane. Lynhurtigt havde de placeret sig rundt omkring ved bordene med Annyklubbens medlemmer og samtalerne var straks i gang.

Mette Frederiksen var især interesseret i de fællesskaber, som seniorforeninger skaber.

”Kendte I hinanden inden I mødtes her,” spurgte hun en gruppe af medlemmer, og straks kom der en livlig snak i gang om hvordan hjælper hinanden i Annyklubben og hvordan man rækker ud til venner og naboer, for at få flere med. Seniorforeningen gør virkeligt et stort arbejde for at bekæmpe ensomhed, var både statsminister og seniorer enige om.

Farvel til dronningen

Der blev lyttet, talt og udvekslet erfaringer. Selvom ministrene var inviteret for at høre medlemmernes input til især den kommende ældrelov, var der dog også en anden aktuel sag, der optog mange: 

"Hvordan kommer tronskiftet til at foregå? Og er du nervøs ved at skulle udråbe den nye konge fra balkonen?" blev statsministeren spurgt. Og jo, Mette Frederiksen måtte indrømme, at det historiske øjeblik gjorde indtryk på hende. Der er nemlig ikke nogen fortilfælde for, hvordan man udråber en ny regent, når den forrige stadig lever. 

Robotstøvsugere og ældrelov

”Jeg kan ikke bruge robotstøvsugere til noget. Det rammer os hårdt, når vores rigtige hjemmehjælp spares væk,” sagde et af Annyklubbens medlemmer til ældreminister Mette Kierkgaard, og åbnede derfor diskussionen om hvordan hjælp til svækkede ældre bør gives fremover.

Den nye ældrelov er på trapperne, og selvom ministrene ikke ville afsløre detaljerne, så gjorde Mette Kierkgaard det klart, at hjælpen skal tage langt mere udgangspunkt i den enkelte, og at dialogen skal være bedre. Nogle er jo glade for deres robotstøvsugere, fordi det gør dem uafhængige af hjemmehjælp og betyder, at de kan støvsuge meget oftere, lød det – uden at ministeren dog ville love, at det skal være slut med robotstøvsugere fremover.

Om Annyklubben

Annyklubben har ca. 150 medlemmer, og trods sibirisk kulde og glat føre havde mange af dem valgt at møde op til årets første møde i foreningen. Programmet var ikke bare ministerbesøg og et glas bobler, men også bankospil og forslag til foreningens aktiviteter.

 

Emne