Teateranmeldelse: Canada

LÆNGSLEN EFTER AT HØRE TIL - i Danmark hvor jeg er født - eller skal jeg udvandre? Forestillingen CANADA rammer lige ned i tiden.

Hvor har jeg hjemme - findes der et sted for mine drømme? Hvor jeg ikke føler mig anderledes? Det er det spørgsmål Nina Kareis stiller i forestillingen CANADA, der spiller på det intime lille BÅDTEATER i Nyhavn indtil 8 februar 2020.

canada

Nina bruger sin egen historie som baggrund. Hun er født i Danmark i 1962. Hun siger i programmet: 'Udgangspunktet i forestillingen er en følelse, jeg har gået rundt med siden jeg var barn. En følelse af, at omgivelserne indimellem forvrænges og viser sig som hæslige og uhyggelige, når jeg hører ekstremt grimt sprog og groteske offentlige ytringer. Det skræmmer mig og får mig til at tænke på, at jeg må væk herfra hurtigst muligt. At jeg må se at finde et trygt sted, hvor ingen bliver behandlet dårligere end andre.

Jeg er af dansk/jødisk afstamning. Min østrigske familie var delvis jødisk og blev derfor ofre for holocaust. Jeg er opvokset med familiehistorier, der handler om nazisme, kz-lejre, krig, racisme, forfølgelse, hjælp fra fremmede mennesker og gæstfrihed i Danmark overfor krigsbørn. Den slags påvirker et barn, også selvom man vokser op i trygge Danmark i 1960'erne og 70'erne.

Man taler i dag meget om nedarvede traumer på tværs af generationer. Jeg foretrækker at kalde det en slags overfølsomhed eller allergi; en slags sensitivitet overfor visse talemåder, visse former for humor og ytringer. Det kradser og prikker og alarmklokkerne går i gang, når politikere og andre offentlige personer deler mennesker op i grupper, der har forskellige rettigheder.

Jeg er hvid, lyshåret og lysøjet. Det er en fordel. Så er der jo aldrig nogen, der mistænker, at jeg kunne stamme fra andet end rene etniske danskere. Jeg føler mig heldig.'

Hvordan skaber man det om til en teater forestilling? Scenografien (Johan Kølkjær) og musikken (Pete Livingstone) spiller en stor rolle. Een scene sidder særligt tilbage i hukommelsen: tørresnore spændt udover scenen, hvor man med ophængte runde kort illustrerer nazismens forvrængede racebegreb: hvornår er du rent arisk, jøde, halvjøde eller trekvart jøde? Definitioner, der betød liv eller død. Forestilingen spiller også for skoleklasser - og alene for den scene er det værd at tage sine halvvoksne børnebørn med i teatret.

Et andet væsentligt element er sproget. Hvordan taler vi til og om hinanden?Som barn blev Nina drillet, fordi man i hendes halvt østrigske familie spiste 'ormemad' = nudler og 'kaninfoder'= grøn salat i stedet for kartofler og stuvede grønærter og gulerødder. Små ting, ja, men det hele starter med sproget.

Barnets drøm om Canada, hvor alle er forskellige - og ingen derfor mere anderledes end andre - er måske en utopi - men derfor er drømmen reel nok.
I stykket personificeres Canada af billeder af den canadiske skuespiller Lothaire Bluteau - internationalt kendt bl. a. for den Oscar nominerede film 'Jésus de Montreal' fra 1989.

Nina Kareis' utroligt smukke stemme fører os trygt igennem forestillingen. Det er i det hele taget blevet en varm, livsbekræftende og tankevækkende forestilling, der kun varer 50 min. Den rammer lige ned i tiden, hvor vi mindes befrielsen af Auschwitz for 75 år siden, og vores statsminister er i Jerusalem af samme grund.

Forestillingen er produceret af Livingstones Kabinet. Grundstammen er skuespilleren Nina Kareis og musikeren og komponisten Pete Livingstone. De samarbejder fra forestilling til forestilling med forskellige kolleger, både på og bag scenen, og optræder forskellige steder.

Deres næste forestilling hedder 'Uproar' og spiller på Teater V i Valby 11-13 marts 2020, inden den tager på turné landet rundt.

Jeg synes, det er af stor betydning, at vi har et levende teatermiljø - også med små teatre. Det kan jeg kun anbefale at støtte - og fornøje sig over.

Anmeldt af frivillig kulturanmelder Kirsten Köneke, januar 2020

Se mere om forestillingen HER

Udskriv Email