Teateranmeldelse: Skatteøen

Skatteøen er en tidløs klassiker, som smukt bliver bragt til live med Sebastians musik! Det er en forestilling for alle, lige fra familiens mindste til oldemor og oldefar. Jeg valgte at invitere et barnebarn med til forestillingen, og det var alle tiders ide, som jeg varmt kan anbefale andre at prøve.

Alt fra scenografien, kostumerne til castingen af den unge Jim Hawkins har ramt plet, og det er en forestilling som går lige i hjertet, og som publikum keder man sig bestemt ikke i de 2½ time – inklusive pause, forestillingen varer.

Skatteøen.1

Det hele begynder med et par gevaldige brag fra de store kanoner på scenen. Så er man da helt sikker på at publikum er vågne og klar til en dejlig teateroplevelse, som fører os ud på det caribiske hav blandt eneboere, pirater, søulke og med en led sørøver ved navn John Silver lige i hælene. ”Skatteøen” er historien om drengen Jim Hawkins, og tager sin begyndelse i 1745 på en kro som drives af Jims mor. Da den gamle sørøverkaptajn, Bill Bones, ankommer til kroen med en mystisk rejsekiste, finder Jim et skattekort i kaptajnens gemmer, og eventyret kan begynde.

Kaptajn Flints skat skal findes og sammen med doktor Livesay og godsejer Trelawney tager Jim afsted på det gode skib, Hispaniola. Med som besætning er en flok farlige pirater og deres leder, John Silver, forklædt som skibskok. Et sandt eventyr og et medrivende kapløb om skatten tager sin begyndelse.

Der er fuld fart på slagscenerne – også verbalt, hvor der kæmpes mand mod mand, og kun de onde falder. Bort set fra - selvfølgelig – den et-benede kaperkonge, Kaptajn Silver. Med ustyrlig adræthed drøner han rundt på sit ene ben og tryner og truer brutalt sine omgivelser i jagten på den forsvundne skat.

Det sker i kapløb med den ludfattige godsejer Trelawney, der krabber duknakket rundt og viser viljestyrke ved at tage tåbelige beslutninger. Heldigvis har han også nogle mere begavede rådgivere – bl a myndige Doktor Livesey og kaptajn Smollet. De får sat Silver så eftertrykkeligt på plads, at han omvender sig til det bedre og hjælper dem.

'Skatteøen' er godt gammeldags teater- uden antydning af fancy virkemidler. Det gode skib 'Hispaniola's kæmpe stævn tårner sig op på scenen. Men i det hele taget oplever du en flot og effektfuld scenografi med mange smukke detaljer.

Det var en dejlig oplevelse og en forestilling jeg gerne kan anbefale vores medlemmer at opleve. Og overvej lige om et barnebarn ved din side, vil give dig en endnu bedre oplevelse. Det gjorde det i det mindste for mig.

Anmeldt af Danske Seniorers frivillige kulturanmelder Kurt Sølund

Skatteøen

Skatteøen
Folketeatret, København
Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt
Scenografi: Terry Parsons
Folketeatret i København til 4. december
Danmarksturne fra 23. januar – 1. april til 30 byer
Link til Folketeatret

Udskriv Email