Elly Griffiths: godt plot, god fortælling - overbevisende karakterer!

Send familien på ferie, tag batteriet ud af ringeklokken, rul gardinerne ned: er du først begyndt på Elly Griffiths krimiserie om arkæologen Ruht Galloway, bliver du suget ind i landskabet, plottet og den gode fortælling. 

Vi er i marsklandet på Englands nordøstkyst. Hovedpersonerne er Ruth, arkæolog og eneboer på kanten af vadehavet, den vedholdende vicekriminalinkommissær Harry Nelson, uden superevner - bare sund fornuft, og lidt god humor. Troværdigt fremstillet, mennesker ligesom os - og dog! Vi er jo ikke alle skabt til at løse mysterier. 

I Girffiths Ruth-univers, som jeg hurtigt hurtigt følte mig hjemme i, får vi indblik i både Ruths og Nelsons tankerækker - og via de øvrige personer i plottet, får vi dele af Ruths historie og om vore forfædres syn på overgangen mellem liv og død. Og det er historien om venskaber, om svigt og forstillelse og om de store beslutninger i livet, som man (Ruth) har taget engang - og pludseligt bliver nødt til at gøre om. 

Jeg var virkelig godt underholdt: spænding til bristepunktet, krydret med stilfærdig humor, der gør personerne hjemlige, genkendelige - og helt almindelige mennesker ... jeg læste Pigen under jorden, Løgnens hus og Huset på klippen. Godt det snart er ferie igen, så sluger jeg også de sidste fire! 

Anmeldt af Iben Hauschultz, redaktør SeniorBladet

 

PIGEN UNDER JORDEN: Ruth Galloway er arkæolog og bliver bedt om at hjælpe politiet med at datere nogle menneskerknogler, der bliver fundet i marsken. Er det Lucy Downey, der blev kidnappet for 10 år siden - og som kriminalinspektør Harry Nelson har ledt efter lige siden? ... nej, knoglerne er mere end 1.000 år gamle - og spørgsmålet om, hvad der skete med Lucy er stadig åbent. I alle årene siden hun forsvandt har Nelson modtaget anonyme breve med hentydninger til rituelle ofringer, men Nelson har ikke kunnet finde hoved og hale i dem. Da endnu en lille pige frsvinder beder Nelson igen Ruth om hjælp til at tolke brevene.

Det bliver en kamp mod uret, for den forsvundne pige ... og for Ruth.

LØGNENS HUS: Bygningsarbejdere finder et barneskellet under et dørtrin, da de er ved at rive et forfaldent hus ned i Norwich. Kraniet mangler! Ruth og vicekriminalkommissær Nelson indleder en efterforskning, der viser, at huset tidligere var et børnehjem, hvorfra 2 børn forsvandt. 

Ruth og Nelson graver i historien, og så er der pustet liv i en tilsyneladende glemt forbrydelse...

HUSET PÅ KLIPPEN: Vand har det med at udhule, afdække og bringe "ting" for dagens lys. Under huset på klippen dukker først et, senere flere lig op. Dels gemt i sandet under klippen i årtier, dels frisk-myrdet. Ruth og Nelson er igen den effektive duo, der kommer på sporet af morderen. Og trasker lige ind i livsfaren!

DØDEN PÅ MUSEET: En særpræget begivenhed på det lokale museum - natlig åbning af en den kiste, der indholder de jordiske rester af en biskop fra middelalderen, bliver mere særpræget, end nogen kunne have håbet på: Ruth ankommer til arrangementet og finder museets kurator død ved siden af kisten og endnu et mystisk dødsfald fører igen Ruth og Nelson sammen - i en efterforskning, der bliver en anelse mere yhyggelig, da de opdager anonyme trusselsbreve ...

GOD SOMMER OG GODT GYS!

Griffiths

Udskriv Email