Corona-gebyr hos tandlægen: Er det lovligt?

Gennem hele coronakrisen har Forbrugerrådet Tænk og Danske Seniorer modtaget flere henvendelser om gebyrer. Det gælder også på tandlægeområdet. Vi er blevet opmærksomme på, at mange tandlæger opkræver såkaldte coronagebyrer.

Men tandlæger må ikke opkræve gebyrer, hvis du skal have lavet nogle af de 53 mest almindelige tandbehandlinger – for eksempel tandeftersyn, tandrensning og mindre fyldninger.

Tandlægen må godt kræve et gebyr, hvis du får lavet en større behandling som for eksempel kroner, broer og implantater.

Kræver tandlægen et gebyr på grund af corona, kan gebyrerne derfor være ulovlige. Desværre har du ingen klagemuligheder, så det kan være svært at få dine penge tilbage, hvis du først har betalt gebyret.

Spørg tandlægen, om de opkræver gebyr på grund af corona, inden du sætter dig i tandlægestolen. Hvis de gør det på de mest almindelige tandbehandlinger, kan du forklare dem, at det ikke er lovligt, og at du ikke ønsker at betale gebyret. Du kan også finde en anden tandlæge, der ikke opkræver gebyr.

Brev til Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke

På baggrund af de mange henvendelser har Danske Seniorer og Forbrugerrådet Tænk derfor sendt Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke et brev.

Her beder vi ham komme med en klar udmelding til de praktiserende tandlæger, der er underlagt reglerne, med påbud om, at de straks skal ophøre med at opkræve ulovlige gebyrer og sørge for at ulovlige gebyrer bliver tilbagebetalt til forbrugerne.

Se hele brevet her 

Udskriv Email