2 af 3 seniorer vil lade sig vaccinere mod influenza

Kun 2 pct. siger nej tak, fordi de er bekymrede for om vaccinen er farlig, viser rundspørge i Danske Seniorers spørgepanel

Vaccineforskrækkelse har ikke tag i danske seniorer. 2 af 3 vil lade sig vaccinere mod influenza i år, og kun 2 pct. siger nej tak, fordi de tror, vaccinen er farlig.

- Det glæder os, at seniorerne har taget influenzavaccinen til sig. Det redder mange liv, siger direktør Katrine Lester fra Landsorganisationen Danske Seniorer.

I Danske Seniorer undrer man sig ikke over, at vaccineskepsissen ikke har fat i seniorerne. Mange af dem har nemlig selv oplevet de sygdomme, som man i dag kan vaccinere imod.

- Hvis man som barn oplevede polio-epidemien og hvis man som voksen selv har set sine egne børn være voldsomt syge af mæslinger, så sætter man pris på, at kommende generationer går fri af de lidelser. Vi vil gerne sætte fokus på, at heller ikke influenza er en sygdom, som behøver ramme ældre takket være vaccinationer, siger direktør Katrine Lester.

Hun håber, undersøgelsen vil vise sig repræsentativ – sidste år blev kun 52 % af alle danskere over 65 år vaccineret – og hun peger på behovet for at få de sidste med.

- Trods en stor informationsindsats og tillid til vacciner savner så mange som en tredjedel information om fordele og ulemper ved vaccinationerne, og lige så mange synes, fejlagtigt, en vaccination er overflødig, hvis man er sund og rask, siger Katrine Lester og opfordrer sundhedsmyndighederne til at informere mere om influenzavaccinen.   

Danske Seniorer har sin viden fra sit spørgepanel på mere end 2000 medlemmer, og den mest positive svarprocent kommer på spørgsmål om, hvorvidt det er nemt at blive vaccineret. Det siger 96 pct. ja til. Andre højdespringere er, at 84 pct. har generel tillid til de vacciner, danske myndigheder anbefaler, og at 65 pct. mener, at alle bør lade sig vaccinere af hensyn til svækkede venner og familiemedlemmer.

61 pct. mener, influenzavaccinen er sikker og med kun få eller ingen bivirkninger.

To trediedele af spørgspanelets medlemmer er kvinder, og aldersmæssige fordeler de sig fra under 65 år til over 85 år. Næsten halvdelen bor i Danmarks store byer, resten fordelt over det øvrige land.

Udskriv Email