Pensionsdebatten fortsætter

Folketingsvalget er overstået, men debatten om pensionsalder er ikke forstummet. På seniorfestivalen på Marielyst Højskole handlede en af de mange debatter om pensionsalder. Landsformand Per K. Larsen repræsenterede Danske Seniorer i debatten, der også blev sendt på P1.

I debatten fremfører Per K. Larsen, at der er to sider af debatten:

”Der er temmelig mange, der ikke kan klare sig frem til pensionsalderen, fordi de bliver syge eller bliver skadede. Men der er også omkring en tredjedel af os, der vil gerne fortsætte efter de 65 år. Men mange støder ind i den mur, der er arbejdsgivernes fordomme,”siger formanden for Danske Seniorer, og fremhæver at der både er brug for forbedringer for dem, der har brug for tilbagetrækning og opbakning til dem, der gerne vil blive længere end til den officielle pensionsalder.  

Han mener, at der er brug for både en ret og et skøn, når der skal laves en mere retfærdig pensionsordning.

Per K. Larsen er medlem af regeringens seniortænketank. Seniortænketanken blev nedsat af den forrige regering, men er blevet videreført under den nuværende regering.

Du kan (gen)høre hele debatten på DR’s hjemmeside: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2019-07-24/

Udskriv Email