Landbohøjskolens Have

04 juni 2021 10:00 – 12:00
Sted: Bülowsvej 17, Frederiksberg, Danmark
Arrangør: Rejsehjørnet - rundvisninger


 
I 1856 blev Villa Rolighed erhvervet af staten for at bygge Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Skolen skulle være landets fornemmeste uddannelsessted for dyrlæger og jordbrugere, og bygningerne i blev designet i guldalderstil, af M. G. Bindesbøll, inklusiv det smukke festauditorium.
Landbohøjskolen
Landbohøjskolens Have blev anlagt samtidig, og i romantisk stil, hvilket betyder at der var elementer fra naturen, suppleret med elementer der kunne pirre fantasien: et vandløb, en sø, en alp (stenhøj der skulle ligne en bjergtop), en skov, blomsterbede og enge. Samtidig skulle haven indeholde planter der kunne bruges i studenternes botaniske uddannelser.

Sådan er det også i dag, selvom haven efterhånden er blevet suppleret med en sommerblomstssamling, staudebede, løgsamlinger, tæppebed, og meget andet. I alt cirka 6000 forskellige planter dyrkes der nu, til brug i uddannelser inden for botanik, havebrug, landskabsarkitektur og skovbrug. Og heldigvis også til andre menneskers fornøjelse, når de pakker madkurven til en picnic, eller blot går en tur i haverne.

I dag er haven en del af Københavns Universitet, men har stadig tre hovedformål som den har haft lige fra anlæggelsen: at være studie- og universitetshave, at levere planter til universitet undervisning samt at fungere som grøn oase på Frederiksberg.
Kom med på en spændende rundtur i havens gamle plantesamlinger sammen med Landbohøjskolens Haves leder og kurator Lars Birck, der vil føre os med på en smuk tur, hvor vi skal høre om havens udformning, righoldige samlinger og eksotiske planter krydret med facts og anekdoter. 

Turleder: Anne Rovsing
   
Pris 200 kr. Medlemspris 150 kr.

Du bestiller din billet i Rejsehjørnet på telefon 35 37 24 22