Fra almisse til rettighed
I år fylder folkepensionen 65 år. Da Danske Seniorer blev grundlagt, var ordet ”aldersrentenyder” kun fire år – men forsørgelse i alderdommen endnu ikke en ret for alle.
I 1926 blev grundlaget for den organisation, der i dag hedder Danske Seniorer, lagt ... i Forsamlingshusbygningen Jylland i Randers.
Det er kun 96 år siden – og samme år som Dronning Elisabeth d. II af Storbritannien kom til verden, og Dirch Passer, Mogens Glistrup, Marilyn Monroe og Fidel Castro, der 33 år senere overtog magten på Cuba.
Men først 30 år senere, den 26. september 1956, vedtog Folketinget loven om folkepension, der blev indført i 1957 og gav alle ret til en offentlig forsørgelse i alderdommen, uanset hvordan (omverdenen mente), de havde opført sig.
Nåde og barmhjertighed
Kun inden for nogle få erhverv: præstestanden, enkelte håndværkerlaug og hæren, fandtes der før begyndelsen af 1890’erne såkaldte enkekasser, hvor enken fik et bestemt beløb ved mandens død eller et årligt beløb, så længe de var enker. For alle andre var forsørgelse i alderdommen en ren privat sag.
I generation efter generation havde de ældre således levet af, hvad deres familie kunne – og ville – give dem, og det, vi nu kender som offentlig alderdomsforsørgelse, hørte ind under fattigloven:
På landet blev enker, der ikke blev gift igen og ikke havde andre til at forsørge sig, henvist til fattighuse.
Lov til at søge - på betingelse af ...
Først i 1891 begyndte staten at bidrage til det, der i dag er folkepensionen.
Med ”Alderdomsunderstøttelsesloven” fra 9. april 1891 blev den første statslige, trangsbestemte alderdomsunderstøttelse indført. Den mindede dog endnu langt fra om den alderdomsforsørgelse, vi kender i dag.
Loven betød, at enhver, der var fyldt 60 år, fik ret til at søge sognerådet om alderdomsunderstøttelse ... forudsat altså, at de opfyldte lovens betingelser:
- Man måtte ikke have modtaget urefunderet fattighjælp inden for de seneste 10 år.
- Man skulle have ført et uplettet levned.
- Man skulle være uforskyldt i sin trangssituation...
- ... og desuden blev der sondret mellem ”værdigt trængende” (uformuende) og ”ikke værdigt trængende” (tiggere). Var man med andre ord så fattig, at man havde været nødt til at tigge, så opfyldte man ikke betingelserne for at måtte søge om økonomisk hjælp i alderdommen.
Tildeling og størrelse var baseret på dels et individuelt skøn, som sognerådet foretog, dels skelen til ansøgerens moralske habitus.
En væsentlig forskel fra før var dog, at man(d) ikke mistede sine borgerlige rettigheder såsom valgret eller valgbarhed, hvilket hidtil havde været tilfældet, hvis man(d) modtog hjælp fra det offentlige. (Mand med ”d” – for kvinderne fik jo først ret til at stemme og stille op til Folketing og Landsting i 1915, og endnu er vi stadig i 1891.)
Fra subjektivt skøn til lovfæstet beløb
Da organisationen, der mange år senere fusionerede med to andre ældreorganisationer og blev til Danske Seniorer, kom til verden den 5. september 1926, var det under navnet »Centralforeningen for Aldersrentenydere i Danmark«, og ordet aldersrentenyder var kun fire år gammelt.
For i 1922 var ”Alderdomsunderstøttelsesloven” blevet afløst af ”Aldersrenteloven”, hvor almisseprincippet blev afløst af et retsprincip:
Størrelsen af understøttelsen – kaldet aldersrente – blev nu fastsat ved lov, ikke efter sognerådenes individuelle skøn. Men der var stadig et stykke vej til en sikker ret til folkepension, for der var fortsat knyttet visse værdighedskrav til tildelingen.
Et fælles anliggende
Aldersrenten var en særdeles beskeden ydelse, som man kunne få, fra man fyldte 65 år, undtagelsesvis fra man fyldte 60, og som i øvrigt blev aftrappet efter indtægt.
Men med denne ”lov om aldersrente” blev forsørgelsen af de ældre et anliggende for samfundet – for fællesskabet.
Så det er kun 100 år siden, at samfundet – fællesskabet – påtog sig ansvaret for, at man som ældre har noget at leve af.
Og først 35 år senere, i 1957, blev folkepensionen indført, hvorved alle blev sikret en mindste-indtægt fra det fyldte 67 år – uanset stand, anseelse og formue.
Kontakt
